Ville du ønske, at der engang i mellem var lidt flere timer i døgnet? Så du kunne nå mere, opleve mere, og have mere overskud i hverdagen… Mon ikke de fleste gerne vil det? Men faktum er, at vi ikke kan få flere timer i døgnet. Til gengæld kan vi gøre noget andet, og det er, hvad du kan læse om i dette blogindlæg. Du får en simpel metode, som kan være med til at give dig mere energi og overskud i hverdagen.

Drænet for energi?

Måske du er en lidt træt forælder, som alt for godt kender scenariet, hvor børnene lige er blevet puttet, men din dag er ikke forbi endnu. Det kan være, at der er huslige pligter som at rydde op efter aftensmaden, smøre madpakker eller ordne vasketøj. Det kan også være, at du har noget arbejde, som skal laves eller noget helt tredje. Når det så er gjort, så er der dig-tid eller par-tid. Udfordringen er bare, at du er træt og drænet for energi, så du orker ikke det, du ellers havde planlagt. Så de der boller, du havde tænkt at bage til morgenmaden, eller løbeturen du har ”truet” dig selv med hele dagen, bliver ikke til noget. Bogen du gerne ville have læst eller par-hygge-aften, det udsætter du også lige til en anden dag. I stedet smider du dig på sofaen med fjernsynet, der kører i baggrunden og mobilen i hånden.

Kan du nikke genkende til det, eller hvert fald noget, som minder om?

Der er jo intet galt med at flade ud på sofaen, det skal vi også gøre en gang imellem. ”Problemet” opstår, hvis du gør det med dårlig samvittighed, fordi der var noget andet, som du hellere ville. Noget som du ikke kan finde energien og overskuddet til.

Du får her en simpel metode, som kan være med til at skabe mere energi og overskud i din hverdag. Det er et mentalt værktøj, som hjælper dig med at skabe overblik over, hvordan du bruger din energi, så du derved også kan få mere af den.

Dit batteri

Forestil dig, at du har et batteri, der har to rum. Det øverste rum er fyldt med den energi, du har at give til andre, og det nederste rum er fyldt med energi, som du skal bruge på dig selv. Vi bruger af begge rum hver dag, og fylder energi i begge rum hver dag. Energien skal du se på, som både værende fysisk energi, mental energi og vores sjæls energi.

På den måde kan en fornuftig kost (den som er god for dig, vi er ikke alle ens, og har derfor forskellige behov) og fysiske aktivitet give energi til dit batteri. Spiser du ikke det, som din krop ønsker, og er inaktiv, kan det tage energi fra dit batteri.

Alle positive tanker og oplevelser i løbet af en dag giver energi, og alle negative tanker og oplevelser i løbet af en dag tager af din energi.

Til sidst så vil du få energi hver gang, du understøtter sin sjæls energi, og blive drænet, når du handler imod den. Hvis det lyder lidt hokuspokus det sidste her, så betyder det egentlig bare, om vi er ærlige overfor os selv, og tør følge vores mavefornemmelse, eller om vi bliver ved med at ignorere det, som vores intuition prøver at fortælle os. Som for eksempel hvis vi mærker, at vi bør lave et karriereskrifte, sige farvel til en relation, turde rejse jorden rundt, eller hvad din sjæl måtte fortælle dig. Følger vi intuitionen, får vi energi, men bliver vi i det gamle, som ikke tjener os længere, så tager det vores energi.

De ting som er energigivende for dig, er sundhedsfremmende.
Alle de ting som stjæler din energi, er sygdomsfremmende.

Denne lidt sort/hvid fremstilling laves ud fra den tese om, at en træt krop hurtigt kan blive en syg krop. En krop fuld af energi kan derimod holde sig rask i mange år.

Så mangler du energi og overskud i din hverdag, skal du finde ud af, hvad det er, som stjæler energi fra dit batteri. Se på det ligesom med din mobiltelefon. Nogle gange kan du tage den op af lommen, og så er batteriet flad, fordi en eller anden app har kørt i baggrunden og brugt al strømmen.

Hvilke apps kører i baggrunden på dit batteri, som du skal have slukket for?

  • Dårlig kost?
  • Manglende motion?
  • Negative tanker?
  • Bekymringstanker?
  • Dårlig samvittighed?
  • Irriterende kollegaer?
  • Pleaser genet?
  • Frustrationer over aftensmaden?
  • Umulige unger?
  • Andet?

Længere nede kan du se et eksempel på, hvordan du kan få overblik over din energi via et simpelt skema.

Er du en pleaser?

Udover at blive opmærksom på de tanke- og vanemønstre, som skal slukkes for og omprogrammeres, så er der en sidste ting, som vi ofte overser. Nemlig de to rum i vores batteri. At noget energi skal bruges på andre, og noget skal bruges kun på os selv.

Det der ofte sker, er, at vi giver meget mere til andre, end vi egentlig har. Når al energien fra det øverste rum er brugt, så fortsætter vi bare med at bruge energi, for batteriet er jo ikke fladt. Men den energi, som er tilbage, var beregnet kun til os selv. Du kan selvfølgelig godt ”låne” lidt i energibanken, så længe du husker at betale tilbage igen. Glemmer du det, så starter dagen efter med mindre energi på batteriet end dagen før, og går derfor også hurtigere flad. Fortsætter du med at låne i energibanken, og bruger al den energi, som kun var til dig selv, på andre, så ender det med, at du bliver en dårlig udgave af dig selv. Måske du bliver syg, måske du er meget negativ, måske din lunte er blevet 20 cm kortere, og måske har du svært ved at finde meningen i livet?

På den korte bane kan det at tilsidesætte egne behov for andres skyld, være det nemmeste, men på længere sigt, er det en dårlig investering. Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen, en Quick-fix løsning, som faktisk gør det hele værre, når tiden går. Den langtidsholdbare løsning er i stedet det, der bliver sagt ombord på flyet: ”Tag iltmasken på dig selv før, at du hjælper andre”.

En mental reminder

Du kan bruge billedet af batteriet, som en mental reminder til at lave et statustjek i løbet af dagen. For eksempel inden du træder ind ad døren derhjemme, så mærk lige efter, hvor meget energi du egentlig har tilbage at gi’ andre. Blinker det rødt i øverste felt, så ta’ lige 5-10 minutter med dig selv og lad lidt op inden, at du bliver væltet omkuld af børn, hunde, indkøbsposer og huslige pligter.

Eller hvis andre for eksempel kører med hovedet under armen i trafikken, så spørg dig selv, om du vil bruge noget af din energi på at blive irriteret? Eller om du hellere skulle skrue lidt op for musikken og synge med på din ynglings sang.

Alle positive tanker og oplevelser i løbet af en dag giver energi til dit batteri.
Alle negative tanker og oplevelser i løbet af en dag tager af din energi.

Få balance i din energi og mere overskud i hverdagen

Her får du et eksempel på, hvordan du kan opbygge et skema, som hjælper dig med at få overblik over din energi. Målet er, at du bliver opmærksom på, hvad der giver dig energi, og hvad der stjæler din energi. På baggrund af det, kan du lave forandringer i din hverdag, som kommer til at give dig mere overskud.

Lav et skema, hvor du gennemgår alle dine aktiviteter/tanker i løbet af en dag, en uge, en måned eller et år, hvad det føles bedst for dig. Noter så om det giver energi eller tager energi. Måske der også er ting, som hverken giver eller stjæler, men som blot er og skaber en neutral energi.

Nogle ting kan du være generel omkring, og nogle ting/episoder/tanker/personer, skal du måske gå mere i detaljer med. For eksempel dine børn giver dig generelt energi, men der kan være nogle enkelte episoder med dem, som stjæler din energi. Det kunne være, hvis de ikke vil have tøj på om morgen, hvis de er kræsne, hvis de har udfordringer i skolen eller andet. Så vær gerne specifik, både så du bliver ekstra opmærksom på, hvad der stjæler din energi, men også omkring de små ting, som giver dig energi, da det kan være, at du blot skal huske at gøre mere af det for at få mere overskud i hverdagen.

Når du har fået skrevet alt det ned, så kan du skrive et forslag til forandring. Sørg for at der er balance i dine forandringsforslag, så de ikke kommer til at modarbejde hinanden.

Aktivitet/tankerGiver energiStjæler energiNeutralForslag til forandring
Min karriere
Mine kollegaerBlive bedre til at sige fra, så jeg ikke bruger min energi på at høre på deres brok.
Vasketøj
Varieret mad
MadlavningBook Foodpreppers!
Træning
Frustrationer over at jeg ikke får trænet så ofte, som jeg ønskerFind en bedre motivationsfaktor, så det bliver nemmere og vigtigere for mig at prioritere træning frem for andet.
De kys og kram jeg får af mine børn og min partner

Husk at tage en ting ad gangen og den vigtigste først. Ellers vil al din energi blive brugt på, at du stresser over det, som du ikke får gjort. Vær glad hver gang det lykkedes dig at skabe en positiv forandring, som giver energi, og accepter så, at du ikke kan have fokus på alt på en gang, og at der derfor vil komme ”dårlige dage”.

Pas godt på dig selv og din energi. Lav gerne flere statustjek i løbet af dagen, så du får mærket efter, om det er tid til en tur i opladeren. Du ved bedst, hvad der lader dig op, og nogle gange er det jo også forskelligt, om det er mad, søvn, gode oplevelser, et godt grin, en gåtur i naturen, alene tid, samvær med andre, en løbetur, meditation eller noget helt andet, som giver energi til din krop, dit sind, din sjæl – dit batteri.